Hiv, hiv, hiv, hiv ohoj!
Stævnen skærer gennem søen, som sværdet
skærer gennem gus,
Vestenvinden fylder sejlen, vi vil føre dig i krig,
Skovens stille var vor vugge, (vi) voksed' store
i skovens barm.
Stolten eg og spændstig ask, elmen med sit takket løv,
Økse-fældet, bredbil-dannet, fager frugt af
handens værk,
Klinke-bygget, jern-beslået, bælge-blæst og
hammer slag.
Hiv, hiv, hiv hiv ohoj!
Bolde krigsmænd på os rider, bølgegangere er vi,
Skarpe sværd og slanke slags-spyd,
ormebundne stridsvåben,
Skægged' økser, sølv-belagte, mester-smedens
finest værk,
Skjolde hængt på rad og række,
pryder stolte rælinger.
Hiv, hiv, hiv, hiv ohoj!
Skål til Vaner-Njord! Skål til Hav-Ægir!
Skål til krigens Tyr! Værn os vel!
De, der drukner her ej skal frygte det,
De skal ligge hos havets møer ni!
Iden jeres at lade os bygge gav os mål, gav os mod,
Iden jeres at give os navne gav os liv, gav os lod,
Vi er skibbe, skútar, snekker, heltes drekar, langskibe,
Bålfærdsflammers hede bølger, (vor) sidste sejlads
mod Valhal!
Hiv! Ro! Til årerne!
Stævnen skærer gennem søen, som sværdet
skæ rer gennem gus,
Vestenvind fylder sejlen, vi vil føre dig i krig
Hiv, hiv, hiv, hiv ohoj!
14. Hævnen
[Music - Andersen and Frederiksen - lyrics - Frederiksen]
Blandt skovens mørke skygger, hvor egen vokser stolt,
Jeg vagner fra min slummer, i jordens mugne kulde.
På heden suser vinden, kærtegner lyng og myrte,
Bærer den ed, jeg hvisker, det er dit navn, du hører.
Under nattens tæppe jeg kommer,
En dunkel ånd, en hjemløs sjæl,
Alskens mén til dig, jeg bringer,
Lige for lige, din svig jeg takker.
Jeg stjæler kalven fra hin svangre ko,
Før den når at komme til verden,
Smørret vil ej kærnes,
Og øllet bliver surt.
Til høsten regner det både dag og nat,
Afgrøden rådner i marken,
Vinteren er barsk og lang,
Laden er tom inden vår.
Hævnen, du vil mærke min vrede.
En morgen ved hanegal, hen på våren,
Når dagens dont skulle begynde,
Ingen rører sig, ikke en lyd,
Silheden hersker på gården,
Asken lægger sig over jorden,
Som var det nyfalden sne,
For hanen, der galede tidligst på denne morgen,
Var den røde.
Hævnen...
Blandt skovens mørke skygger, hvor egen vokser stolt,
Jeg lægger mig og slumrer, i hustomtens kulsorte jord,
På heden suser vinden, kærtegner lyng og myrte,
Spreder gårdens sølle asker, det var dit navn, du hørte.
|
